LUDWIG II
Kong Ludwig II: Den Skøre Konge, Der Byggede Det
Mød den tilbagetrukne bayerske konge bag slottet — hans Wagner-besættelse, hans tilbagetrækning fra en verden i forandring, og den mystiske død, der beseglede legenden.
Check dates and availability ↗Den generte prins, der blev konge
For at forstå Neuschwanstein må du først møde manden, der drømte det frem. Ludwig II besteg den bayerske trone i 1864 som blot atten år gammel, en høj, slående flot og pinligt genert ung mand, der stort set var vokset op på Hohenschwangau, slottet på den anden side af dalen fra, hvor Neuschwanstein nu ligger. Han blev kastet ud i at regere med ringe appetit på politikkens daglige forretninger, og fra starten virkede han mere hjemme i kunst, musik og de middelaldersagn, han havde elsket som dreng, end i rådssalen. Det temperament — romantisk, indadvendt, draget mod en idealiseret fortid — formede alt, hvad han senere byggede. Neuschwanstein er i høj grad et portræt af sin ejer: en privat verden rejst i sten, bevidst vendt væk fra det århundrede, han rent faktisk levede i.
En konge ude af trit med sin tid
Ludwigs regeringstid faldt sammen med turbulente år for Bayern, herunder dets optagelse i et preussisk-ledet Tysk Kejserrige i 1871, en proces der fratog ham det meste af hans reelle politiske magt. I stigende grad trak han sig tilbage fra det offentlige liv og fra München og tilbragte lange perioder i bjergene, mens han vendte sine dage til nætter. I stedet for at befale hære eller lede regeringer, hældte han sin energi — og sine penge — i at bygge. Efterhånden som han blev mere enspænder, hviskede samtidige om hans excentricitet, hans modvilje mod hofceremonier og hans enorme udgifter til slotte. Det er let, set på afstand, at romantisere denne tilbagetrækning, men det er værd at være klarsynet: Ludwig var en monark, der stille og roligt mistede grebet om magten, og som kanaliserede en frustreret fantasi over i arkitektur. Den spænding mellem en svindende offentlig rolle og en himmelstræbende privat vision løber lige gennem Neuschwansteins historie.
Wagner-besættelsen
Ingen enkelt indflydelse prægede Ludwig mere end komponisten Richard Wagner. Den unge konge blev en af Wagners mest hengivne mæcener, tilkaldte ham til Bayern, betalte hans gæld og støttede hans arbejde på et tidspunkt, hvor komponisten hårdt havde brug for en fortaler. Wagners operaer — med deres riddere, svaner, gral-sagn og dømte romancer — gav Ludwig en hel mytologi at leve i, og deres billedsprog gennemsyrer Neuschwansteins design. Selve ideen om et skinnende ridderslot over en kløft skylder lige så meget scenen som den virkelige middelalderhistorie. Deres forhold var intenst og til tider anspændt, og Wagners tilstedeværelse i Bayern vakte harme ved hoffet. Men det kunstneriske bånd overlevede i de mure, Ludwig rejste: Neuschwanstein beskrives ofte, med rimelig grund, som et operasæt, man kan gå igennem — Wagners verden genopbygget i sten.
Hvorfor han byggede Neuschwanstein
Ludwig påbegyndte Neuschwanstein i 1869, og hans motiver var personlige snarere end praktiske. Dette var aldrig en forsvarsfæstning eller et fungerende regeringssæde; det var et tilflugtssted, en flugt ind i en idealiseret tidsalder af ridderlighed og sagn, hvor kongen kunne leve inde i de historier, han elskede. Han udtænkte det højt på en barsk klippe nær sit barndomshjem, med vidtstrakte udsigter over de alpine forbjerge, og han engagerede sig tæt i designet og insisterede på rigt tematiserede rum hentet fra myte og opera. Omfanget af hans ambition var enormt, og omkostningerne enorme — udgifterne til hans slotte blev en reel kilde til kontrovers. I det lys fremstår Neuschwanstein mindre som et hjem end som et kunstværk, kongen byggede til sig selv, en fantasi givet mure, tage og tårne.
En død, der skabte legenden
Historien slutter brat og mørkt. I 1886, med sin økonomi i opløsning og sin opførsel i stigende grad foruroligende for dem omkring ham, blev Ludwig erklæret uegnet til at regere og fjernet fra magten. Kun få dage senere blev han fundet død i Starnberger See, syd for München, sammen med den læge, der havde erklæret ham uegnet — en død, hvis nøjagtige omstændigheder aldrig er blevet fuldt ud forklaret og stadig diskuteres den dag i dag. Han var i begyndelsen af fyrrerne, og Neuschwanstein, som han havde ofret så meget på, stod ufærdigt. Inden for få uger blev slottet, han havde bygget som et privat tilflugtssted, åbnet for betalende besøgende — netop den indtrængen, han havde designet det til at undgå. Denne pludselige, uafklarede afslutning — en konge død under mystiske omstændigheder, hans drøm frosset midt i byggeriet — er en stor del af, hvorfor stedet føles så gribende.
Var han virkelig den 'skøre konge'?
Betegnelsen 'den skøre konge' hænger fast ved Ludwig, men den fortjener at blive udfordret. Han var bestemt excentrisk — natteaktiv, tilbagetrukken, ødsel og i stigende grad afkoblet fra regeringspligterne — og den kommission, der fjernede ham, lænede sig op ad påstande om sindssygdom. Alligevel tjente denne kommission klare politiske og økonomiske interesser, og den erklærede ham uegnet uden nogensinde at have undersøgt ham personligt, hvilket har fået mange til at behandle dommen med forsigtighed. Historikere i dag har en tendens til at tegne et mere nuanceret billede: en følsom, kunstnerisk drevet mand, måske uegnet til tronen og muligvis syg, men også en bekvem forhindring at fjerne. Hvad der er hævet over al tvivl, er hans eftermæle. Slottene, han blev fordømt for at bygge, tiltrækker nu besøgende fra hele verden, og 'eventyrkongen' har til sidst overgået næsten enhver hersker, der dømte ham.